Her til aften, var jeg så heldig at zappe ind på programmet “Smagsdommerne” der bliver sendt på DR2. Et rigtig dejligt tv-program, som jeg dog altid glemmer at få fyret op for. Konceptet er lækkert, 3 mennesker og en vært, der allesammen sidder og snakker om de gode og de dårlige sider, om forskellige ting. Det kan være en bog, en cd, eller et teaterstykke.

At tingene bliver diskuteret i et åbent forum, er rigtig dejligt. Normalt når man læser en anmeldelse, er det en midaldrende sur og tvær mand, der aldrig kom længere med sit band end garagen. Som i sin indebrænd hed ender med sable et ellers fint stykke arbejde. Selve konceptet i at vi har anmeldere, til at anmelde ting for os, er på sin vis – vel og mærke i min optik – absurd. Folk i Danmark, eller lad os bare sige hele verdenen, burde være intelligente nok til at danne sig et billede af værket selv, uden at have en belæst bitter persons tanker liggende i baghovedet. Og hvis man skal bruge en stifinder til at lede en på rette vej, mod en cd, film eller bog, så kunne man bare spørge ens venner, som man har noget tilfælles med.

Alt denne bitterhed mod anmeldere kommer efter at have set “I’m Not There” for anden gang, og endelig kommet til den erkendelse at det er en sovepille uden lige. For selvom jeg virkelig vil gerne ville kunne lide denne film, da den efter sigende skulle være et mesterværk, føler man under hele filmen at de 30,- man har givet for den, ville tjene sig bedst selv ind ved at tage skiven ud, flække den og cutte sin hovedpulsåre. Bare for at slippe for at se mere af den film.

Og for det, er jeg ikke bleg for at give mig selv seks stjerner.