[url=http://www.fileden.com/files/2011/10/10/3207347/Det%20er%20sv%C3%A6rt%20at%20v%C3%A6re%20sjov%20-%20Thomas%20Skov.mp3]Det er svært at være sjov-Thomas Skov.mp3[/url]

Jeg sidder (egentlig ligger jeg og putter i min seng) og læser overstående artikel, omkring et fald i pølsevogne i København (ja, pølsevognes velbefindende ligger mig meget på sinde). Midt i artiklen falder jeg over følgende:

“Kommunen vil gerne bevare pølsevognen i bybilledet. Derfor undersøger man nu, hvordan pølsemændene kan udvide deres varesortiment og dermed lokke nye kunder til.”

Er det ikke foruroligende at kommunen, går ind og hjælper pølsevognene, og på den måde aktiv er med til at prøve at udkonkurrere etniske (eller bare nye) alternativer til fast-food?

Skræmmende og tankevækkende

Der skulle dette blog-indlæg egentlig slutte, men jeg kan simpelthen ikke dy mig. “Skinkekutteren, medister-diligencen, Café Fodkold, svine-knallerten. Der findes snart flere øgenavne, end der findes pølsevogne på de københavnske gader.” Sådan starter artiklen, jeg kan bare ikke få det ud af hovedet at mit underliv, er blevet tildelt 3 af disse øgenavne, som der er nævnt i artiklen, før denne artikel blev trykt. Er det dig Vivian?

Det var en lille fanfare, som jeg havde til dette blog-indlæg. Lidt ligesom “I’m not there” (en ikke helt snæver reference, til det forrige blog-indlæg) peaker dette indlæg, allerede før det rigtig er begyndt. Nemlig inden, man oplever hvor rystende dårligt det bliver. Nogen vil sige, at jeg mangler en evne til at forny mig, og lade være med at blive ved med at trampe rundt i “I’m Not There”. De folk har tydeligvis ikke set filmen. Jeg efterlyser og opfordrer dog folk, der rent faktisk godt kunne lide filmen til at smide en kommentar, og fortælle mig hvad de havde taget og hvor meget det koster.

Men hvorfor bliver det så SÅ dårligt? Jo, jeg ved ikke rigtig hvad fanden jeg skal skrive om, jeg havde bare lyst til at please alle de mennesker der læser min blog, med et blog-indlæg………….

Jeg fandt heller ikke rigtig ud af, hvad jeg skal skrive om. Det er en frustrerende fornemmelse, som jeg kun har oplevet på ét tidspunkt før, i hele mit liv (og her taler vi altså 18 somre!!), i IKEA. Nu sidder du måske og tænker “hovsa”, er der en skjult mening i denne blog-litterære galskab? Og ja det er der. Jeg faldt over en ny sang med Thomas Holm på youtube, lige efter jeg havde set en video med Nik, Jay og Burhan G i bar overkrop, der handler om IKEA. Thomas Holms musikstil er lige umiddelbart ikke noget jeg normalt vil lytte til, men jeg synes hans fantasifulde tekster er grund nok til at lytte til ham. Give it a go!

Eftersom der ikke er særlig mange der læser min blog, prøver jeg lige at få nogen flere ind, ved at skrive nogen ord som måske kunne dukke op på en google søgning: incest, fantasy rape, big black klunks, Jette Torp, big tits og russian teens.

At tingene bliver diskuteret i et åbent forum, er rigtig dejligt. Normalt når man læser en anmeldelse, er det en midaldrende sur og tvær mand, der aldrig kom længere med sit band end garagen. Som i sin indebrænd hed ender med sable et ellers fint stykke arbejde. Selve konceptet i at vi har anmeldere, til at anmelde ting for os, er på sin vis – vel og mærke i min optik – absurd. Folk i Danmark, eller lad os bare sige hele verdenen, burde være intelligente nok til at danne sig et billede af værket selv, uden at have en belæst bitter persons tanker liggende i baghovedet. Og hvis man skal bruge en stifinder til at lede en på rette vej, mod en cd, film eller bog, så kunne man bare spørge ens venner, som man har noget tilfælles med.

Alt denne bitterhed mod anmeldere kommer efter at have set “I’m Not There” for anden gang, og endelig kommet til den erkendelse at det er en sovepille uden lige. For selvom jeg virkelig vil gerne ville kunne lide denne film, da den efter sigende skulle være et mesterværk, føler man under hele filmen at de 30,- man har givet for den, ville tjene sig bedst selv ind ved at tage skiven ud, flække den og cutte sin hovedpulsåre. Bare for at slippe for at se mere af den film.

Og for det, er jeg ikke bleg for at give mig selv seks stjerner.

Forleden dag fik jeg genopfrisket mit forhold med The Libertines, et meget behageligt gensyn, rent faktisk så behageligt så at jeg prøvede at pakke det på nogen af mine venner. Der gik det dog op for mig, til min store forskrækkelse, at der ikke var nogen af de 5 drenge jeg var til fest med, der nogensinde havde hørt om The Libertines (og for den sags skyld om Pete Doherty), hvilket fik mig til at sværge at jeg ville oplyse alle folk i verdenen om banden. Da jeg svor dette, var jeg dog en kende fuld, og efter at være blevet ædru, kan jeg måske godt se at verdenen måske er at tage munden en smule for fuld, MEN så svor jeg på at jeg ville poste en anbefaling på min blog, og det er hermed gjort.

“Can’t stand me now” sammen med “What a Waster” sikkert deres største hit gennem bandets korte levetid, nummeret levet dog videre med Pete Doherty, som jeg har været så heldig at høre live.

Et klip der viser lidt om hvor fucked up Pete Doherty er.

http://www.bold.dk/blog/1081/1/Held-i-uheld

Verdens bedste reklame nogensinde. No doubt!

Da jeg ankom ved en lidt over 8, lagde vi ud med en frisk gåtur på 1 1/2 time rundt om Fuglsang Sø, igen lyder det rigtig hyggeligt og som om at jeg nærmest bare har gået og hyggesnakket og holdt i hånd med min gamle farmor. Det er dog i gang langt fra tilfældet. Min mormor er på sin ældre dage blevet lidt af en fitness og kost-freak, så tempoet var hammer-højt hele turen.

Nu lyder det som om at jeg er kommet på et fitness-ophold, som jo ville være en katastrofe for en cola og sofa-elskende personage som mig. Igen er det dog langt fra tilfældet, nu skal vi nemlig spille kort og have varm kakao.